Forberedelse af salget
Inden ejendommen udbydes til salg, foretager ejendomsmægleren en hel del undersøgelser. Han indhenter en tingbogsattest, som viser hvilke lån, der er tinglyst i ejendommen, samt om der på ejendommen er tinglyste servitutter, der kan have betydning for køberen. Såfremt der er servitutter eller andet, som har betydning for køberen, vil ejendomsmægleren normalt fremskaffe en kopi heraf. Desuden indhentes kommunale oplysninger, som viser hvad kommunen ved om ejendommen. Såfremt det er en ejerlejlighed der sælges, indhentes der oplysninger fra ejerlejlighedsforeningen/administrator. Hvis ejendommen er omfattet af reglerne om energimærke og energiplan, hvilket de fleste boliger er, skal disse udarbejdes. Disse dokumenter fortæller om ejendommens energimæssige tilstand og giver gode råd til køber om, på hvilke punkter det kan betale sig at ændre ejendommen i energibesparelsesmæssig retning. Energimærke- og energiplan skal udarbejdes af en specielt godkendt energikonsulent. Såfremt der ikke er udarbejdet energimærke og energiplan inden ejendommen sælges, kan køberen efterfølgende lade energimærkningen udarbejde for sælgers regning. Det kan ikke lovligt aftales, at der ikke skal udarbejdes et energimærke og en energiplan, og det kan heller ikke lovligt aftales, at køber ikke har ret til for sælgers regning at lade den udarbejde.
Såfremt sælger ønsker det, skal der udarbejdes en tilstandsrapport. Dette aftales i formidlingsaftalen. Normalt vil sælger være ansvarlig for fysiske skjulte fejl og mangler på en ejendom i 10 år fra salget af ejendommen. Men ved en del ejendomme, specielt ejerlejligheder, villaer, fritidshuse og rækkehuse, vil det være muligt for sælger at fritage sig for sit ansvar, hvis han lader udarbejde en tilstandsrapport samt fremkommer med oplysning om, på hvilke vilkår en ejerskifteforsikring kan tegnes, tilbyder at betale halvdelen af forsikringspræmien samt informerer køber om retsvirkningerne af dette. Såfremt ejerskifteforsikring ikke kan tegnes, må afslaget alene være begrundet i ejendommens fysiske tilstand. Såfremt disse betingelser er opfyldt vil sælger være fritaget for det 10 ansvar for fysiske fejl og mangler ved ejendommen. Tilstandsrapporten skal udarbejdes på et specielt skema og skal være udarbejdet af en autoriseret bygningskonsulent.