
Overdragelsen
På overtagelsesdagen vil parterne normalt mødes og sælger overdrager ejendommen til køber. Dette sker rent faktisk ved at udlevere nøglerne. Inden køber modtager nøglerne, skal køber have foretaget de aftalte deponeringer, have underskrevet skøde og pantebrev samt gældsovertagelseserklæringer og tegnet forsikring for ejendommen (medmindre en fælles forsikring f.eks. for en ejerlejlighed fortsætter).
Ejendommen skal afleveres ryddeliggjort.
I forbindelse med overtagelsen aflæses normalt forbrugsmålere, dvs. gas, vand, olie og lignende, og dette noteres på et stykke papir, som underskrives af begge parter og videregives til den, der berigtiger handlen. Disse oplysninger bruges i forbindelse med udarbejdelse af refusionsopgørelsen.
Mødet mellem køber og sælger på overtagelsesdagen anvendes ofte også til at sælger videregiver praktiske oplysninger til køber. Det kan f.eks. være oplysning om, hvor hovedstophanen for vand sidder, hvor rensebrøndene til kloaksystemet befinder sig, hvorledes centralvarmen passes og mange andre praktiske ting. Det vil være en god ide at lave en checkliste over de ting, man mener at køberen har brug for at vide, så man kan gennemgå dem sammen med køberen.
I forbindelse med aflæsning af gas, el og vand bør sælger rekvirere blanketter for aflæsning af den aktuelle målerstand og udfylde blanketterne sammen med køber, så de respektive forsyningsselskaber får korrekt information om den nye købers overtagelse.